Surprise Me!

25 år efter kæmpehit tog Grand Prix-legende røven på Eurovision-deltager: 'Den sad lige i skabet' | ESC 2025 | DR

2025-05-19 6 Dailymotion

Hør Jørgen Olsen og årets danske Eurovision-håb Sissal synge en særlig udgave af 'Fly on the Wings of Love'.

I disse dage er det 25 år siden, at Brødrene Olsen tog hele Europa med storm, da de vandt Eurovision-finalen med deres hit 'Fly on the Wings of Love'.

I år vender den ene halvdel af duoen - Jørgen Olsen - så tilbage til Eurovision-scenen, når han i tirsdagens semifinale skal optræde med en ny udgave af sit vinderhit.

Inden afrejse mod årets værtsby, Basel i Schweiz, nåede Jørgen Olsen dog at mødes med det danske Eurovision-håb Sissal. Det er hende, der i år skal forsøge at gøre Brødrene Olsen kunsten efter, når hun repræsenterer Danmark med sin Grand Prix-vinder 'Hallucination'.

Det 30-årige Grand Prix-håb husker tydeligt, da Brødene Olsen-feberen ramte:

- Det er den første Grand Prix-sang, jeg har minder om.

- Jeg var fem år i år 2000, og jeg kan huske, mine forældre skreg inde fra stuen, da Brødrene Olsen gik hen og vandt, fortæller Sissal, der har fulgt med i Eurovision lige siden dengang.

Derfor var det da også helt særligt, da Sissal fik mulighed for at synge en ny udgave af 'Fly on the Wings of Love' sammen med Jørgen Olsen.

- Det var en megasjov oplevelse. Jeg var meget imponeret over, hvor godt Jørgen stadig synger. Han er altså 75 år, men hans klang sad stadig bare lige i skabet, fortæller Sissal.

For hende betyder 'Fly on the Wings of Love' da også noget helt særligt.

- Den er jo nærmest blevet folkeeje. Den er kommet med i sangbøger, og man synger til den bryllupper. Og det er også en sang, jeg selv tit hører, når vi holder fest. Så den lever virkelig videre.

Du kan se Jørgen Olsen på scenen ved årets Eurovision, hvor han optræder som en del af pauseunderholdningen, i semifinalen, der sendtes tirsdag aften.

I videoen kan du høre Sissal og Jørgen Olsen synge 'Fly on the Wings of Love'. Videoen er filmet af Carsten Nilsson fra EurosongDK.

LINKS \ https://www.dr.dk/event/melodigrandprix/sissal-var-fem-aar-da-joergen-olsen-vandt-eurovision-nu-synger-de-helt-ny

Copyright | Danmarks Radio (DR)